Kommunale besparelser der rammer os, som en boomerang

Jeg får ofte henvendelser fra pårørende eller borgere som ønsker gode råd og vejledning i forhold til de ydelser en person modtager i det offentlige system. Meget ofte er det borgere som har fået en apopleksi (blodprop eller hjerneblødning) og med deraf følgende lammelse. Andre problematikker/diagnoser forekommer naturligvis også. 

 

I det akutte forløb har patienten modtaget intensiv pleje og træning i sygehuset, og efterfølgende er der ofte et forløb i et kommunalt træningscenter. Samtidig gives der ofte nødvendige hjælpemidler og der kan også iværksættes hjemmepleje til personlige behov. Den træning der tilbydes i kommunen, kan både være fysioterapi og ergoterapi, og afhængig af de forskellige tilbud der findes i kommunerne varierer dette tilbud i tid og intensitet. Når dette tilbud er benyttet og opbrugt, kan man ofte få et løbende tilbud om vederlagsfri fysioterapi, men der tilbydes ikke ergoterapi.

Det jeg ofte oplever, er at man vedligeholder en gangfunktion, men desværre er der ikke nok fokus på håndfunktionen. 

 

 

Der mangler simpelthen ergoterapi i det vederlagsfrie system.

 

 

Patienten begrænses

Når jeg så ser en patient, så oplever jeg en problematisk hånd og arm. Efter en blodprop f.eks. kan hånden sidde i en stilling med fingrene lukkede, håndleddet bøjet voldsomt, hånden drejet nedad, albuen bøjet og armen holdt ind til kroppen, det man også kalder et spastisk mønster. Denne stilling giver store problemer både for funktion af armen hvis der er en, men ligeledes plejemæssigt store problemer. Det kan være svært at vaske en arm som er i den stilling, at komme ind i armhulen, strække armen ud så man kan vaske i albuebøjningen, åbne hånden så sved og snavs kan komme væk. Så på det hygiejniske plan er det vanskeligt og tidsrøvende at få sådan en arm vasket. Det er desuden også vanskeligt at få tøj på med sådan en arm, uanset om borger selv kan eller skal have hjælp.

 

 

For selve personen betyder det begrænsninger i hverdagen,

men det som især opleves, er smerter i samtlige led i forbindelse med påklædning og personlig hygiejne.

Desuden vil enhver form for forsøg på træning eller bevægelse også udløse smerter.

 

 

Bliver træning vedligeholdt løbende og flere gange dagligt vil man ikke opleve dette. Så det er nødvendigt med vedligeholdende træning, instruktion og vejledning løbende, for at undgå denne form for langsom nedbrydning af en patients muligheder.

Der hvor jeg ofte kommer ind i forløbet, er når hånd og arme ved forsøg på bevægelse er meget smertefuld, og hvor hånd og håndled, og ofte også albuen er så kontrakt, at kommunen ikke kan komme til og løse de plejemæssige opgaver.

Det jeg byder ind med, er skinner som langsomt kan tilrettes og korrigeres, så borger langsomt kan blive udstrakt igen. Hvis dette ikke er muligt (det kan være vanskeligt at rette op på noget som er flere år gammelt), så kan en skinne være med til at begrænse yderligere forværring.

 

 

Forebyggelse skal have mere fokus

Hvis borger havde fået en skinne tidligt i forløbet eller var tilbudt løbende vedligeholdende træning, var den plejemæssige tyngde ikke blevet så stor. Man kunne også forebygge de nævnte problemer med at give en skinne tidligt i forløbet. En skinne som borger kan anvende om natten, og som holder fingre, håndled og arm i en optimal stilling. Og ved at anvende skinnen om natten, så kan armen evt. indgå i daglige opgaver, enten aktivt eller som støttehånd.

 

Rigtig mange henvender sig til os, fordi de har fået at vide af kommunen at en natskinne betragtes som et behandlingsredskab og det betyder lovgivningsmæssigt, at det er en opgave der ligger hos sygehuset. Men ofte har patienten ikke haft kontakt til sygehuset omkring netop denne problematik i mange år, og derfor havner vedkomne ”mellem 2 stole”. Sygehusene kender ikke patienten, og man kan sige at den besparelse kommunen har ”opnået” i årene, umiddelbart ikke kan belaste sygehuset. Så ofte bliver det patient eller pårørende som selv skal købe og betale for en skinne.

 

Udfordringen for patienten og pårørende er så, hvad skal de købe? Der mangler hjælp til dette og i kommunalt regi må personalet ikke anbefale eller henvise til en leverandør, og så havner patienten og pårørende hos en bandagist, som ofte anbefaler en meget dyr løsning, og nogle gange en løsning som ikke kan justeres og tilrettes.

 

Så den besparelse som kommunen har valgt ud fra et økonomisk aspekt, rammer patienten som en boomerang både på det helbredsmæssige og det økonomiske plan.

 

Min anbefaling er, at man ud over fysioterapi også tilbyder løbende ergoterapi til vedligeholdende træning/behandling af hånd og arm, og at man tidligt i forløbet får vurderet om det vil være hensigtsmæssigt at inddrage skinner i den forebyggende behandling.

 

 

Kærlig hilsen

Kirsten Pedersen