Har jeg råd til at blive gammel i et skrantende sundhedsvæsen?

 

Har jeg råd til at blive gammel?

Som folkepensionist vil jeg få omkring 11.000 kroner om måneden som det ser ud i 2024.

 

Jeg blev uddannet som ergoterapeut i 1981 og startede min karriere i sygehusvæsenet. Dengang så vi håndledsbrud 2-3 gange om ugen til genoptræning (også de mindre komplicerede tilfælde). Hoftepatienter blev indlagt i 2 uger til genoptræning. Vi havde hjerneblødning- og blodproppatienter indlagt i lang tid til genoptræning. Vi foretog hjemmebesøg – både en fysioterapeut og en ergoterapeut, hvor vi tog med patienten hjem for at vurdere, sammen med en kommunal terapeut, hvad der skulle til af boligændringer, hjælpemidler og hjemmepleje for at optimere udskrivningen fra sygehuset. Den kommunale sagsbehandling var hurtigt klaret, og vi hjalp hinanden med midlertidige løsninger, så patienten ikke blev "klemt mellem 2 stole". Vi havde leddegigtpatienter til et 10-gangsforløb med instruktion i, hvordan gigten kunne håndteres. Vi udleverede mindre hjælpemidler, skinner og øvelser. Vi hjalp rigtig mange patienter, som ikke engang får et forløb i det offentlige sygehusvæsen nu om stunder.

Hoftepatienter hører jeg udskrives i nogle tilfælde samme dag, og håndledsbrudene (kun de komplicerede) ved jeg får et kort forløb i specialiseret genoptræning, hvorefter de får en genoptræningsplan, der bliver sendt til kommunen. Kommunen vurderer så, hvor meget der kan tilbydes, og i nogle tilfælde udleveres blot et hjemmetræningsprogram og en kontroltid. Ikke alle patienter klarer et sådan forløb uden hjælp.

Hvad ligger der i mine overvejelser og tanker om livet som ældre

Når jeg overvejer, om jeg har råd til at blive gammel, skyldes det min faglige baggrund, som viser mig, hvor lidt velfærd der er nu, på trods af at vi alle ved, hvad der skal til for et optimalt liv, både som ung og gammel. For nylig blev det offentliggjort, at personer over 65 år med håndledsbrud ikke længere vil få tilbudt operation, men en gips. Man kan overveje, om operation er løsningen, men for den person, der inden bruddet var aktiv og måske også erhvervsaktiv, kan det have alvorlige konsekvenser for færdighederne, at en korrekt behandling nægtes på grund af alder. Et håndledsbrud kan være invaliderende og dermed koste samfundet flere penge end en operation og efterfølgende genoptræning.

Når jeg overvejer, om jeg har råd til at blive gammel, skyldes det, at min dårligt gående nabo, som også har en arm med nedsat funktion efter et trafikuheld, faldt og brækkede både den dårlige arm og ben. Efter udskrivelse på sygehus  bad hun om at låne en kørestol midlertidigt så ægtefællen kunne køre hende til genoptræning, læge og hospital. Det blev afvist fra sygehusets side. Familien valgte at købe en kørestol selv for at imødekomme behovet. Ikke alle har råd til dette.

Når jeg overvejer, om jeg har råd til at blive gammel, skyldes det, at mange hjælpemidler nu betragtes som ”almindeligt boligtilbehør” – f.eks. sengeklodser, badetaburetter (i nogle kommuner), greb samt andre mindre hjælpemidler, som jeg ikke ville betragte som almindeligt boligtilbehør, og som jeg helst vil undgå at have i mit hjem. Disse vil jeg fremover selv skulle købe, hvis jeg vil fungere i hjemmet. Man kan overveje om det er boligtilbehør, men for nogle vil omkostningerne være uoverstigelige, og dermed hindre til funktion og færdigheder i hjemmet.

Når jeg overvejer, om jeg har råd til at blive gammel, skyldes det beslutninger, der er truffet f.eks. omkring støttestrømper, armstrømper m.m. for at begrænse hævelse, f.eks. efter kræft eller dårligt blodkredsløb. Man har vurderet, at kompressionsprodukterne er behandling, og dermed er det en opgave for sygehuset. Dog er det ikke min erfaring, at man giver langtidsholdbare produkter fra sygehuset, og man får dem slet ikke, hvis man ikke er i et forløb på sygehuset. Altså vil jeg skulle købe disse produkter selv. Indkøb og vejledning til korrekt produkt er meget dyrt.

Når jeg overvejer, om jeg har råd til at blive gammel, skyldes det, at jeg som folkepensionist vil komme bagerst i køen til behandling på sygehuset – det er ikke officielt, men det er min oplevelse fra mit netværk. F.eks. skal en begyndende dement 85-årig vente 2 år på udredning for demens. Eller den 78-årige med rygsmerter, venter i måneder på en lægelig vurdering, og får at vide, at han har stenose og skal opereres, men der er mange måneders ventetid i et smertehelvede. Den 78-årige vælger at betale selv på et privathospital. Har jeg råd til det?? Er det rimeligt, at ens liv er mindre "værd" når man når op i alderen?

Lige nu er der meget fokus på hjernerystelse, og manglende behandling. Mange med kroniske følger efter hjernerystelse bliver førtidspensionister, og dermed en kæmpe økonomisk belastning for samfundet, og samtidig ændres deres liv fra at være aktiv til et passivt liv. Hvis behandlingen, som der tales om nu i medierne blev standard ville mange menneskers liv ændres radikalt, og de vil blive en aktiv deltager igen i samfundet.

Det offentlige versus det private

Når jeg ser tilbage og ser, hvad der kræves i det offentlige af medarbejderne ud over patientarbejdet, er der stor forskel på nu og dengang jeg var ansat på sygehus. Det nære patientarbejde bør være det væsentlige, men ud over det er der registreringer, analyser, rapporter, journalskrivning og meget mere administrativt arbejde. De edb-programmer, som er udviklet for at lette arbejdet, er tunge og tidskrævende. Økonomien til medicin er steget voldsomt, og sygehusafdelingerne har et budget, som både indeholder løn til personale, medicin, forbrugsstoffer, faglig udvikling m.m. Den måde økonomien er lagt ud på viser mig, at sundhedsvæsenet er politisk styret og ikke fungerer som en virksomhed. Da jeg startede som leder i sygehusvæsenet i 1998, brugte jeg ca. 1/3 af min arbejdstid til administration. Da jeg stoppede i 2005, brugte jeg fuld tid til administration. Er det nødvendigt? Er det rimeligt? Ikke i min optik. Der må kunne gøres noget, og unødvendige rapporter og registreringer må kunne fjernes.

Der hvor jeg er nu i det private som leverandør og producent, bliver vi også konstant bombarderet med gebyrer, love og regler samt ekstra omkostninger for både det ene og det andet, hvilket ikke kun er en økonomisk belastning, men også en belastning af vores tid. Disse ekstra omkostninger er vi nødt til at lægge på prisen for de produkter, vi sælger. Og vi sælger en stor del til det offentlige. Så det offentlige pålægger det private marked ekstra omkostninger, hvilket bliver som en rekyl tilbage med prisforhøjelser. Dette begrænser muligheder og behandlinger for den enkelte patient.

Så jeg overvejer virkelig, om jeg har råd til at blive gammel. Det vil kræve en god økonomi, en god sundhedsforsikring og masser af støtte og hjælp fra netværket for at få en god alderdom. Jeg håber inderligt, at sundhedsvæsenet ser sig selv efter i sømmene, overvejer, hvad der er rimeligt, og hvad der kan fjernes af administrative unødvendigheder, så man kan få fokus på patientbehandling på et nutidigt højt fagligt niveau og leve op til vores påstand om, at vi lever i et velfærdssamfund for alle.

 

Kærlig Hilsen

Kirsten