Ventetider - Tid er penge

Oprettet d.

"Du er nu nummer 78 i køen til personlig betjening"

Forleden sad jeg i telefon kø som nummer 8 i køen. Det var heldigvis ikke lige så slemt, som den gang jeg oplevede at være nummer 78 i en telefon kø. Det fik mig endnu engang til at undres over, hvad vi egentlig lader os byde.

Mens jeg læste til ergoterapeut, havde vi på uddannelsen en telefonboks og den fodrede vi med 25 ører en ad gangen. Hvis det var nu, ville en telefon kø på ”bare” 8 medføre, at jeg dengang som studerende ikke havde råd til at vente. Nu har vi mulighed for at sætte telefonen på højtaler, og man kan gå omkring og gøre andet i ventetiden, men man er på ingen måde fuld ud effektiv i ventetiden, da man hele tiden har et øre på vente tonen - eller musikken hvis man er heldig. 

Når en telefon kø er så lang, fortæller det mig egentlig rigtig meget om den virksomhed eller institution, jeg ringer til. Jeg tænker, at kundeservice er på et meget lavt niveau, og samtidig tænker jeg at dem jeg ringer til, må have store problemer med bemandingen. Udover det bliver man lettere irriteret over ventetiden, og det giver alt andet lige en ringere kommunikation når man når frem til rette vedkommende.

Ventetider er noget vi rammes af hver dag. Ventetider på sagsbehandling, på afgørelser, i køen i supermarkedet, for rødt lys, til lægebehandling og meget mere. Ventetider er i høj grad afgørende for vores hverdag, og afgørende for vores funktioner og færdigheder i vores liv.

Til hverdag er mange af mine patienter ramt af ventetider. Nogle venter på tid hos lægen, så de kan få nødvendig behandling. Nogle venter på operation i det offentlige sygehusvæsen, nogle venter på en bevilling af hjælpemidler, nogle venter på at en sagsbehandler tager stilling til en pension, nogle venter på en afgørelse på en arbejdsskade og nogle venter på en fyreseddel. Der er rigtig mange ting som mine patienter i Ergoklinikken venter på.

F.eks. den selvstændige håndværker som er kommet til skade med en hånd, og som har behov for en operation, kan denne ventetid være vejen til en konkurs og hvad deraf følger. Det giver meget ofte en kort lunte hos den ventende, og en frustration, som er så forståelig, men som man ikke kan gøre noget ved. Der er ventetider og mange patienter får at vide at ”der er nogen som har det værre end dig”.

Der er den gigtramte som har brug for hjælpemidler for at kunne klare f.eks. toiletbesøg og personlig hygiejne, og som venter og venter på at en sagsbehandler fra kommunen kommer med en afgørelse på om hjælpemidlerne kan bevilges. For denne gigtramte kan det nogle gange være afgørende for at de kan komme ud ad døren og varetage et job/flexjob. Denne person kan p.g.a. ventetiden risikere at miste jobbet.

Ventetider er kostbar tid for den enkelte borger

Ventetider er kostbar tid for den enkelte borger, uanset om de venter i en telefon kø, eller om de venter på sagsbehandling af den ene eller anden art. Ventetid er ”minustid” for det giver minus på bogen – både økonomisk men også socialt. Vi venter og venter på mangt og meget, og for nogle bliver ventetiden ubærlig, og gør at de enten bliver ophidsede eller helt opgivende.

I Ergoklinikken oplever vi at mange opgiver ventetiden på behandling i det offentlige system, og selv vælger at betale for både den lægelige behandling men også for den efterfølgende optræning. Det er en mulighed for de velstillede og for dem som har tegnet en sundhedsforsikring. Men hvad med alle dem som ikke har den mulighed?

Det er en trist udvikling, og set fra mit udgangspunkt er vi på vej til en trist opdeling i samfundet – dem som har råd og dem som må vente. Det er dem som må vente, som betaler hele regningen for at ventetider er så lange, og det er dem som det på alle måder går ud over, idet det de venter på ofte, ikke er tilstrækkelig efter lang ventetid, men der skal f.eks. yderligere behandlinger til, fordi tilstanden i ventetiden er blevet forværret. Altså ventetiden kan bevirke at det som kunne have været behandlet i starten som en ”banal” ting, bliver en alvorlig tilstand, som kræver mere behandling.

Tid er penge, og hvis vi ellers kunne og ville investere i at begrænse ventetider, ville vi også kunne begrænse udgifter til mange ting. 

 

 

Kærlig Hilsen 

Kirsten 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar