Hvad er vigtigst at træne – hånd eller fod – arm eller ben???

 

Hvad er vigtigst at træne – hånd eller fod – arm eller ben???

 

Vi fik en henvendelse fra en ægtefælle til en blodprop ramt, hvor der nu er nedsat funktion i en ene side både hvad angår ben og arm.

 

Ægtefællen oplyste, at patienten nu kan gå med stok, og man undre sige over at der træningsmæssigt prioriteres gangfunktion, i modsætning til håndfunktion.

Ægtefællen undrer sig, idet spisning, personlig hygiejne, grebsfunktion m.m. bliver nedprioriteret. Der bliver ikke trænet færdigheder og funktioner. Kun gangtræning.

 

Herfra har denne samtale ført til en gentagelse af en undren, for vi har hørt det før. Hvorfor nedprioriteres en ekstremitet – er det et økonomisk spørgsmål, et træningsspørgsmål (energi) eller manglende faglig fokus/viden.

 

Når vi reflekterer på sådan en hændelse, så er tanken, at hvis hånden nedprioriteres, så kan gangredskabet ikke holdes i hånden. Når gangfunktionen nedprioriteres så kan patienten ikke flytte sig til de aktiviteter som er en del af hverdagen.

 

Hvis gangfunktionen bliver trænet, er det jo vigtigt, at patienten kan gå i Netto og plukke varer fra hylderne – eller at patienten kan række ud efter et gelænder osv. Så i vores optik kan man ikke prioritere den ene ekstremitet frem for den anden. For så er formålet med træningen ikke relateret til aktiviteter – men ”bare” funktioner.

 

Ægtefællen som kontaktede os i går, fortalte også at lægen meget tidligt i forløbet informerede om, at patienten ingen gangfunktion ville få. Nu efter intensiv træning går vedkommende med 4-punktsstok. Nu har man informeret om at håndfunktionen ikke vil blive bedre. Men…….. hvem siger, at man ikke løbende kan udvikle sig. Hvorfor tager man energien væk fra patienten til at træne og blive så selvhjulpen som mulig? Vi ser i vores klinik ofte personer, som efter mange år stadig flytter sig, fordi de træner og bruger de muligheder i hverdagen som er omkring dem. Vi har alle lært, at vi kan lære hele livet, så hvorfor kan funktioner og færdigheder (evt. På en ny måde) ikke tillæres?

 

Vi vil derfor opfordre til, at man sørger for at træne alle ekstremiteter (arme og ben) – uanset skaden (neurologisk, reumatologisk eller ortopædkirurgisk). Helt barsk skal det dog lyde herfra, at noget som ikke er der mere (et amputeret lem) ikke kan trænes, men …. Man kan træne færdigheder og få andre måder at klare hverdagens udfordringer på, så herfra skal det lyde GIV IKKE OP.