Tryghed i behandlingen

TRYGHED I BEHANDLING

Den anden dag var jeg til tandlæge. Jeg er en af de underlige mennesker, som synes det er helt fint at komme til tandlægen. Hun er sød, hun er dygtig, og vi har stor tillid til hende. Hjemme igen og uden lommesmerter tænkte jeg over hvad årsagen var. Og fandt ud af, at hun giver tryghed i behandlingen. Jeg er 100% tryg ved hendes behandling, hende forslag til hvad der skal gøres og hvad jeg selv kan gøre.

 

Jeg var hos en læge for kort tid siden, som var nødt til at ”ringe til en ven” 2 gange under konsultationen, for at være sikker på, at det var det rigtige han gjorde. Helt ærligt, jeg gik derfra og krydser fingre for, at det ikke er ham der skal operere mig, for den usikkerhed gav ikke tryghed.

 

Så derfor denne refleksion på hvad tryghed i behandling er og hvordan jeg selv forsøger at skabe den.

 

Den måde jeg forsøger at skabe tryghed, er i høj grad ved at være nærværende når patienten kommer til mig. Tager imod patienten med åbent sind, smilende og venligt. Og det uanset som det er første gang patienten kommer eller om det er 10. gang.

 

Jeg er nærværende i min interviewform, forsøger hele tiden at ”stikke en finger i jorden” for at fornemme hvad kan jeg spørge om, hvad er relevant for denne patient at fortælle, hvor meget har jeg behov for at få uddybet (især i første kontakt) – for det skal på ingen måde være sådan at patienten føler sig ”afklædt” og at denne føler, at jeg er kommet alt for tæt på og ved for meget.

 

Jeg fortæller om min tavshedspligt.  Jeg fortæller at intet jeg gør, må udløse smerter, og jeg forsøger at give tryghed ved at vise en professionalisme på højt plan og at jeg ved hvad jeg taler om. Hvis det er muligt inden, kan jeg jo forberede mig ved at læse journal, og finde relevant baggrundsviden, så jeg selv er opdateret.

 

Jeg forklarer, hvad jeg har tænkt mig der skal ske med optræningen, ofte uddybet med udgangspunkt i den plan som lægen har lagt for efterforløbet, og også meget tit med en forklaring om anatomien og fysiologien omkring skaden/sygdommen, så patienten forstår hvorfor jeg vælger de løsninger som jeg kommer med.

 

Jeg sætter ord på det som i fagsprog kaldes klinisk ræsonnering. Hvad ser jeg, hvad viser mine undersøgelser og hvad mener jeg der skal til.

I samspil med patienten, finder vi et program for træning/behandling som passer ind i hverdagen og som patienten er motiveret for. Som passer med det mål som patienten har givet udtryk for (hvis det er realistisk) og som kan nås inden for rimelig tid. Nogle gange er det vigtig med korte opnåelige mål, andre gange kan barren sættes højere. Alt efter hvor patienten er og hvad denne ønsker.

 

Og selvfølgelig rammer man nogle gange ved siden af. Det kan ikke undgås at personligheder ikke matcher. Man kan gå skævt at hinanden og det kan indimellem være vanskeligt at rette op på. Og er man flere i en klinik, kan et skift til en anden behandler være en god ide, og hvis man er alene i klinikken, kan man jo forsøge at tale med patienten om det eller lade det være op til patienten om denne vil finde et andet sted.

 

Jeg husker en patient som skælde mig ud allerede inden jeg fik sagt pænt goddag. Han mente ikke han skulle til ergoterapi, det var prøvet og uden nogen succes. Jeg fik ham ned at sidde, gennemgik forløbet, både skaden og den efterfølgende behandling. Jeg fik lov til at undersøge ham, og så lyttede jeg til hans forventninger. Ingen tvivl om at det var en stor skade, og at hans liv havde taget en voldsom drejning, for han kunne ikke vende tilbage til sit job, og det havde jeg stor forståelse for. Resultatet blev efter en god lang snak, at han gav mig en chance 😀, og vi endte med at blive de bedste venner, og han kom gennem et godt forløb og fik en god start på hans nye liv.

 

Så dette for at vise, at man som terapeut skal passe på med at ”gå med” på patientens frustration, men bevare overblikket, passe på sig selv og patienten, og lytte aktivt. Det fører til tryghed i behandlingen, at man føler sig hørt som patient, at der bliver reflekteret på det man siger, og at man kan se, at den indsats man lægger for dagen både som patient og terapeut giver bonus.

 

Tryghed er vigtig for os alle.