Skinner som et ergoterapeutisk behandlingsredskab

oprettet d.

Hvorfor skinner

I den ergoterapeutiske behandling er det oplagt at anvende skinner, idet skinner vil kunne medvirke til at patienter/klienter/borgere vil kunne inddrage deres hånd i hverdagens aktiviteter. Eller man kan forebygge kontraktur og fejlstillinger som følge af sygdom (gigt, demens, apopleksi m.m.).

Fordelen ved skinner er:

  • De overtager terapeuthænder, som så kan anvendes mere rationelt (ved skinner til træningsbrug)
  • de er uafhængige af terapeutens tilstedeværelse
  • de kan tages af/på når pt. har brug for dette
  • de kan tilpasses individuelt
  • De støtter og kompenserer ved pt.s deficit
  • Giver mulighed for at pt. selvstændigt varetager daglige færdigheder

En væsentlig del af den håndkirurgiske behandling er skinnebehandling. Skinner giver mange fordele både for patient og terapeut.

For patienten bliver den ergoterapeutiske behandling til døgnbehandling, idet mange skinner kan/bør anvendes om natten, og dermed bevirke at patienten (afhængig af skade/diagnose) kan inddrage hånden mest muligt i løbet af dagen til ADL-aktiviteter.  For ergoterapeuten udvides den træning pt. får, og resultatet er derfor, at pt. kan komme hurtigst muligt tilbage til dagligdagen og dennes aktiviteter. Det er hvad jeg kalder optimalt patientforløb.

For den kroniske patient (medicinsk, reumatologisk eller neurologisk) kan skinner medvirke til at bevare eller stimulere til funktion, forebygge kontraktur og fejlstillinger.

Alt afhængig af formålet med skinnen vil målet meget ofte være at patienten forbedre sin håndfunktion – både i forhold til ADL (hverdagens bevægelser) og i forhold til stabilitet, kraft og bevægelse. Derfor er det vigtigt at lave en analyse sammen med patienten inden anlæggelse, så formål og mål hænger sammen

Formål med skinnen.

Inden man vælger at anlægge en skinne, er det væsentligt at vide hvad man vil med skinnen, og hvor stærk og holdbar den skal være. Det er væsentligt at vide om patienten har nogen form for allergi, om huden er sårbar eks. efter langvarig prednisolonbehandling, hvor svedig/varm patienten er eller om der er andre problemer omkring hud som der skal tages hensyn til ved anlæggelse af skinne. Hvis der er hudproblemer, bør skinnen polstres eller patienten benytte stokinette til beskyttelse af huden.

Herudover bør man gøre sig klar om pt. selv kan/skal af og påmontere skinnen, og hvor let den vægtmæssigt nødvendigvis skal være, for at pt. kan håndtere den (eks. gigtpatient kan ikke anvende tunge skinner).

Skinner – bandager - ortoser

Ordene bandager, ortoser og skinner anvendes forskelligt, både inden for de forskellige faggrupper som anvender dem, men også inden for de forskellige firmaer som leverer produkterne, det er derfor væsentligt at vide hvad forskellen er:

En bandage består oftest af stof, eventuelt elastisk, som kan være syet/formet i facon. Bandagen er beregnet til støtte og aflastning af et eller flere led i en periode. Eksempel: et korset, en ankelbandage, håndledsbandage osv.

Skinner/ortoser er for det meste fremstillet af metal- eller kunststof (plast) som kan tilrettes.

Der er forskel på ordene skinne og ortose. Ortose betyder ”at rette en bevægelsesfejl”, mens skinne (til rehabilitering) har den samme betydning men formålet er samtidig at lette og sætte speed på rehabiliteringsprocessen.

Hvilke skinner

Jeg plejer at sige, at det kun er fantasien der sætter grænser for hvilke skinner der kan anvendes/fremstilles. Men selvfølgelig er det vigtigt at tage højde for patienten, patientens psyke, skade/problem, omfang af skade/problem, og de anatomiske forhold.

Muligheden er enten statisk, dynamisk eller seriel skinnebehandling.

Den statiske skinne er en skinne uden bevægelige dele. Den holder ekstremiteten i en optimal stilling, enten i hvilestilling (hvileskinne) eller funktionsstilling (håndledscock-up), eller en stilling som er optimal for opheling (eks. brandsår). Det kan også være en stabiliserende håndledsbandage, som anvendes når håndleddet ønskes stabiliseret på grund af nedsat kraft/stabilitet.

Den dynamiske skinne har bevægelige dele der påvirker med et træk, enten til forebyggelse/udretning af kontraktur (f. eks. Dupuytren postoperativt), eller til erstatning for tabt funktion (f.eks. radialispåvirkning).

En seriel skinnebehandling er en behandling som anvendes ved kontraktur, hvor intet andet kan anvendes. Ved denne behandling lejres ekstremiteten i en stilling ÷ 5-10° af fuldt bevægeudslag (eks. ekstensionsretning). Ekstremiteten holdes i denne stilling 8-10 dage (døgnet rundt), hvorefter vævet har givet sig så meget, at det passive bevægeudslag er forbedret. Behandlingen gentages indtil det ønskede bevægeudslag er opnået.

Kontakt os gerne – vi laver løbene kurser i skinnefremstilling og også kurser om tilpasning af præfabrikerede skinner.

Se aktuelle kurser på vores hjemmeside.

Venlig hilsen

Kirsten C. Pedersen


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar