besøg af en ergoterapeutstuderende giver gode tanker - Blog - K.C. Pedersen

besøg af en ergoterapeutstuderende giver gode tanker

Oprettet d.

Jeg har lige haft en ergoterapeutstuderende i praktik i 2 uger – og det har virkelig været så spændende. Både at høre hvordan uddannelsen er nu, og at få lov til at gå i dybden med forklaringer på, hvorfor jeg gør som jeg gør. Man får lige vendt ”skråen” og vurderet hvad er årsagen og hvilken metode anvendes.

 

Samtidig hørte jeg, at man bruger næsten et år af uddannelse på at lære om evidens. Det er selvfølgelig vigtigt at vide noget om evidens, og gerne finde evidens for det vi gør, så man er 100% sikker på at det man gør, bunder i en forskning.

 

Når jeg så tænker på min karriere som ergoterapeut – uddannet i 1981 – så har jeg i hovedparten af min karriere ikke arbejdet evidensbaseret. De unge vil tænke hvor forfærdeligt det er, og hvordan kunne vi – men det vil jeg prøve at forklare her.

 

I grunduddannelsen dengang var der bla. Fag som sygdomslære, anatomi, fysiologi, psykiatri, ergoterapi, ergonomi, børn m.m.  og mange manuelle fag så som sløjd, tekstilsløjd, vævning, keramik m.m.

 

Vores praktikker var 2 lange på 10 uger og en masse små praktikker rundt omkring på sygehuse og institutioner.

 

Vores praktikker var i høj grad sidemands oplæring, og meget ud fra stedets praksis. Der lå beskrivelser på arbejdsstedet på de forskellige opgaver, men det var ikke begrundet ud fra nogen form for evidens eller forskning. Det var baseret på de ordinationer som kom fra lægerne og i den kliniske ræsonnering – (et begreb som kom til senere). Denne ræsonnering var i høj grad med udgangspunkt i de basisfag som var i uddannelsen (se ovenfor) og gjorde at vi brugte den viden intenst.

 

I jobbene efterfølgende var der igen sidemandsoplæring – f.eks. oplæring i hvordan man syr en slynge eller hvordan man laver en skinne. Man fulgte med en kompetent kollega, så på flere gange inden man selv fik lov. Der var også tid til at øve sig, og opnå en sikkerhed inden man begyndte på patientbehandling.

 

Først for ca. 15 år siden mødte jeg begreberne evidens, validitet, og reliabilitet, og jeg søger jævnligt efter evidens på de behandlingstiltag jeg foretager. For et par år siden var jeg med til at lave ”international målestandard”, og i den forbindelse så jeg, hvor forskellige det at ledmåle betragtes rundt omkring, og det var svært at finde evidens på hvilken metode som var bedst.

 

Det er med mange af de behandlinger man foretager i ergoterapi vanskeligt at finde evidens. Nok fordi vores fag er ungt, og vi ikke er nok til at lave forskning. Jeg bruger f.eks. mange skinner i min behandling, men der findes ikke meget evidens på det. Eller brug af solitairespil til optræning af håndledsfunktion og fingerbevægelighed. Eller snoreleg, som er en kreativ aktivitet, men som vækker minder hos patienten, og som samtidig får tankerne væk fra en dårligt fungerende hånd, til en sjov aktivitet.

Så som det er nu – mangler der meget evidens på det vi gør som ergoterapeuter, men når man anvender klinisk ræsonnering hvor alle de faglige baggrunde samles i relation til den enkelte patient, så det målrettes den enkeltes behov, så tænker jeg at vi som ergoterapeuter ikke er helt på afveje.

 

At have en studerende var meget spændende, og det var morsomt at fortælle noget faglig historik, give forklaring på de aktiviteter der vælges og især også at fortælle om de kreative muligheder der er inden for vores fag. Det fik tankerne tilbage til dengang og til nu – og jeg kan sagtens se en stor forskel på den behandling vi foretog og det vi gør nu. Så det er en spændende udvikling vores fag har været igennem, og en spændende tid som kommer.


Kommentar(er) 1

  • Birthe Schultz
    Birthe Schultz

    Hej Kirsten. Jeg har haft studerende i klinisk uddannelse på sygehuset gennem mange, mange år. Det er et spændende arbejde, som du her beskriver. Evidens har mange grader og kan ses på mange måder. Se f.eks. ergoterapeutforeningens standard for evidens. Den peger på at evidens jo også er bedste praksis og når den er begrundet i klinisk ræssonnering og er overgivelse af en praksis som man som praktiker erfaringsmæssigt ved virker. Ja så er det også evidens, men i en læge - og naturvidenskabelig domineret forskningsverden har den lav evidens. Humanismen har også ringe evidens set i det lys. Det kræver mange andre metoder at forske humanistisk - bl.a. narrative interviews m.v. Vedr. evidens i den før omtalte standard for evidens på etf.dk. omtales evidens også i vores fag som det subjektive menneskes egne mål og ønsker - altså det at personen inddrages i målsætning af aktvitetsmestring for træning. Da har vi flere evidensbaserede redskaber - bl.a. COPM. Se Anette Enemarks artikel i et af de seneste numre af ergoterapeuten. Jeg er af den opfattelse at vore ergoterapeutstuderende først og fremmest skal lære at undersøge og analysere aktivitet og deltagelse ved hjælp af mange forskellige evidensbaserede redskaber - bl.a. også AMPS, COPM, ADL taxonomi m.v., som de har lært teoretisk på skolen. På det kropslige plan er f.eks. anatomi og det at lægge sig op af kollegaers erfaringsbaserede viden i oplæringen gyldig, men ikke høj evidens. I disse år vinder aktivitetsvidenskab frem. Her er i al fald teoretisk evidens for at aktiviteten via aktivitetsanalyse har betydning for vores borgere/patienter. Jeg mener, der er ergoterapeuter der forsker i mange forskellige grene og på mange forskellige niveauer i anvendelsen af vores fag- bl.a. vores dygtige kandidatstuderende samt vore PHD - er. Fleres har skrevet bøger. Det kan være spændende at få dem med i diskussionen.

    Svar

Skriv din kommentar