Historien om den grimme lillefinger

Oprettet d.

I forbindelse med min uddannelse i Malmø i 2005, skulle jeg skrive en opgave. Denne opgave fald sammen med at H.C. Andersen 200 års dag skulle fejres. Det gav inspiration til denne historie (inspiration Den grimme ælling), som var meget morsommere at skrive end at skrive opgave. Opgaven blev færdig - og her får du historien.

 

Historien om den grimme lille finger

Der var engang en lillefinger, som gik så frygtelig meget igennem, for at blive betragtet som en del af hele håndens funktion. Den sad på højre hånd, og syntes den blev hold uden for samvær med de andre fingre. Ringfingeren som var nærmest var overlegen, og så ned på lillefingeren, fordi den var så lille.

Langefingeren så slet ikke i den retning, den syntes selv at den var midtpunktet for alt som hånden skulle foretage sig.

Pegefingeren havde overhovedet ingen kontakt med lillefingeren. Den eneste som lejlighedsvis vendte sig mod lillefingeren, var tommelfingeren, fordi de sammen kunne samle de mindste ting op. Faktisk troede de fire radiale fingre, at lillefingeren var helt unødvendig.

Dette uvenlige samvær på hånden, fik lillefingeren til at trække sig lidt væk fra de andre og den prøvede at hævde sig ved at stritte ud til siden.

Det skulle den aldrig have gjort, for på en dag hvor hånden havde været ude at køre i en bil, blev lillefingeren fanget i bildøren, fordi hånden var lidt for langsom, og døren hurtigt blev lukket.

Det gik ud over den strittende lille finger, som dermed kom i klemme. Den græd og råbte til hånden, om den ville strække ham ud ad døren, og efter lang tid nåede meddelelsen via centralnervesystemet til hjernen og videre til hånden, før den reagerede.

Lillefingeren var gul og blå, og den blev større og større. Det føltes som om den blev dobbelt så stor. Men det var ikke en behagelig oplevelse (selvom lillefingeren altid havde drømt om at være lige så stor som de andre). Fingerspidsen hang, og selvom lillefingeren prøvede, kunne den ikke bevæge sig. Lillefingeren var meget ulykkelig.

Hånden og det centrale nervesystem reagerede ved at bede hjernen om at komme til skadestuen. Fingrene syntes det var noget pjat, den lillefinger skulle bare tage sig sammen og ikke altid beklage sig. Måske var det meget bedre hvis lillefingeren slet ikke var der, den lavede alligevel aldrig noget. Det var altid de andre fingre som gjorde alt arbejdet.

Hånden og centralnervesystemet vidste godt at lillefingeren gjorde sin del at arbejdet, så tilsammen besluttede de at tage på sygehuset, uanset hvad fingrene sagde.

På sygehuset blev der set på lillefingeren af en læge og en røntgenlæge. Og den fik i det hele tager stor opmærksomhed, som gjorde de andre fingre misundelige. De ville også ses på og få deres kropsfunktion vurderet. De ville også have taget billeder, og syntes der var meget uretfærdigt at deres aktivitet og deltagelse ikke blev vurderet.

Lillefingeren blev sat sammen af lægen og den blev tapet fast til ringfingeren. Ringfingeren blev meget vred. ”hvorfor skal jeg sættes sammen med den der lille dværg – den burde kunne passe på sige selv”. Lægen hørte ikke hvad ringfingeren sagde, så de blev holdt sammen og ringfingeren blev tvunget til at finde sig i det. De andre fingre var lykkelige fordi de slap, men samtidig bange for at de nu skulle få meget mere at gøre, nu hvor ring- og lillefinger var bundet sammen.

Da de kom hjem, skulle hånden sørge for mad, fordi centralnervesystemet gav besked om det fra hjernen. Hånden forsøgte at tage brød ud af køleskabet, finde pålæg og tage kniv og gaffel i skuffen og finde en tallerken i skabet, men den klarede det ikke, fordi fingrene ikke kunne arbejde og holde i tingene ordentligt.

En tallerken blev smadret, så højre hånd måtte bede venstre om hjælp. Lillefingeren sat helt stille og rolig presset mod ringfingeren og så til. Den tænkte, at nu ville de andre måske opdage, at den også bidrog til arbejdet hver gang hjernen bad om det. Men mest af alt tænkte den på, hvordan den skulle få det godt igen, for det gjorde ondt, og den følte sig mere og mere stiv og ubevægelig. Ringfingere opdagede at lillefingeren var varm og egentlig også lidt flot og venlig. De havde aldrig talt så meget med hinanden, men nu kunne de ikke andet. I begyndelsen var det bare små nødvendigheder de talte om – det er varmt/koldt, synes du også at det er irriterende – kan du bøje dine led osv. Efterhånden blev konversationen dybere og de opdagede at de havde mange fælles oplevelser, og gjort sig de samme erfaringer.

Efter 3 uger med mange besværligheder for højre hånd, og hvor venstre hånd mange gange måtte tage over og hjælpe til, blev bandagen på ring- og lillefinger fjernet. Nu troede de alle at alt var godt igen, men de måtte tænke om igen. Højre hånd opdagede at situationen var uholdbar, idet både ring- og lillefinger ikke kunne være med, de fungerede ikke på kropsfunktionsniveau. De kunne ikke bøje og de kunne ikke strække, og de udgjorde i det hele taget en begrænsning for aktivitet og deltagelse. Noget måtte gøres. Hånden og centralnervesystemet vurderede mulighederne sammen med hjernen. Hjernen havde hørt tale om håndterapi – men vidste ikke rigtigt hvor man kunne få det. De fik fat i en computer og søgte på internettet. De fandt ud af at håndterapi udføres af ergoterapeuter i Danmark og Norge, og i Sverige både af fysio- og ergoterapeuter. Hvor skulle de henvende sig. Hvorfor ikke tage til Malmø, det ligger tæt på Danmark, og de havde hørt at der fandtes både terapeuter fra Sverige, Danmark og Norge på kursus.

Hånden og centralnervesystemet tog til Malmø, her blev fingrene undersøgt af de kommende magistre i håndterapi. Terapeuterne vurderede og analyserede, og kom frem til, at hvis man tager udgangspunkt i ICF, så var håndens funktion væsentlig nedsat. På kropsfunktionsniveau var blodforsyningen nedsat p.g.a. let ødem, muskelfunktionen nedsat pga. begrænset mobilisering, bevægeligheden også nedsat p.g.a. manglende mobilisering, og muligvis var der også problemer med den sensoriske gren af nervus ulnaris, eftersom lillefingeren ikke følte det samme som de andre fingre. Hvad gælder aktivitet, så kunne fingeren ikke noget som helst, den deltog ikke i håndens arbejde, eftersom den ikke kunne. Lillefingeren ville frygtelig gerne, men var ikke i stand til det. Alt dette gjorde, at den følte sige udenfor og kunne ikke deltaget i nogen ting overhovedet.

De kommende magistre i håndterapi kunne let se at noget var frygteligt galt. De indhentede information fra journalen og fra hånden og hjernen, som kunne give oplysninger om hele hændelsesforløbet. De kommende magistre i håndterapi satte sig samme; de brugte klinisk resonnemænt, teoretiske begrebsrammer og den fysiologiske og anatomiske information de havde, og vurderede ved hjælp at COPM hvilke aktiviteter som lillefingeren havde som mål for behandlingen.

De kommende magistre udformede sammen et træningsprogram som indeholdt bevægetræning, krafttræning, sensibilitet og koordination. Lillefingeren fik at vide at den skulle træne sammen med de andre fingre. Den vidste ikke at skaden også havde givet de andre fingre nedsat funktion. Omvendt vidste de andre fingre ikke hvor afhængig de var af at lillefingeren fungerer før end nu, og de kunne meget godt mærke at de savnede lillefingeren i det daglige arbejde og at de tilsammen blev stærkere når lillefingeren var med. Træning kom i gang, og der var både til træning i Malmø sammen med de kommende magistre i håndterapi og hjemme med et hjemmetræningsprogram.

Lillefingeren oplevede at være i varmt vand sammen med de andre fingre, den trænede med putty sammen med de andre fingre, og den oplevede at både den og de andre fingre blev bøjet af venlige og blide fremmede fingre. Det varede ikke længe før end lillefingeren kunne bøje og strække sig mere og mere. Den syntes den fik det bedre og bedre. Den talte med ringfingeren om det, og den samme oplevelse havde ringfingeren. Ringfingeren havde hørt, at de andre fingre talte om, at det egentligt var dejligt at komme til træning, for de fik det også meget bedre. De kunne tydeligt mærke, at de blev mere smidige og bevægelige. De fik kræfterne tilbage og de kunne også håndtere værktøj bedre og bedre. De havde desuden også talt om, at de nok alligevel var afhængige af lillefingerens hjælp. De følte at når lillefingeren ikke var med, så manglede der balance i udførelse af opgaverne. Så måske var lillefingeren alligevel nødvendig. Efterhånden som træning gik frem, startede fingrene med at tale sammen. Tommel havde kontakt med alle, og den blev brugt som budbringer, og tog beskeder med rundt til alle. De blev enige om at ” vi kan kun blive stærkere hvis vi arbejder sammen” – ”vi skal løfte i flok” – ” vi skal være enige” og ”vi skal hjælpe hinanden”.

Alle disse aftaler betød, at hånden samlet fik en bedre kropsfunktion, kunne deltage i aktiviteter og at deltage i hinandens opgaver blev vigtig og høj prioritet. Mens alt dette foregik, følte lillefingeren, at den nærmede sig de andre fingre. Den blev respekteret for dens værdi i det arbejde, som fingrene gjorde sammen. Den blev tættere knyttet til de andre fingre og behøvede ikke længere at vende sig væk og stritte. Den udviklede sig til en glad lille finger; den havde gode venner og veninder, den blev selvsikker og efterhånden som tiden gik udviklede den sig til en meget smuk lille finger. Huden blev igen fin, hævelsen faldt, den blev smidig og virkelig elegant. Se, det var en rigtig historie! Snip snap snude - nu den historie ude.

 

Tip tap tønde – nu kan en ny begynde.

Kom gerne med en frisk historie.


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar