Når økonomi ændrer behovet

Når økonomi ændrer behovet

Oprettet d.

Når økonomi ændrer behovet

Meget ofte oplever jeg i mit firma, at vi får henvendelser fra både borgere og sagsbehandlere om, at fremsende tilbud på hjælpemidler. Det gør vi gerne. Der ligger et stort arbejde bag det, at lave et tilbud, fordi min faglighed som ergoterapeut kræver, at jeg sætter mig ind i den enkeltes behov. Vores varer er ikke hyldevarer, men er varer der skal løse en given problematik/behov.

 

Når behovet er afdækket gennem en samtale eller et fysisk møde, fremsendes tilbud til kommunen. Og i en del tilfælde er borger sendt til flere firmaer for at indhente tilbud, fordi det er ”billigst” der skal løse opgaven.

 

Inden borger har lavet en ansøgning til kommunen, har der ofte været en læge eller en terapeut ind over sagen, og vejledt borger om, hvilket hjælpemiddel der er behov for. Der ligger ofte et journalnotat i borgers lægejournal, som uddyber hvorfor dette hjælpemiddel kan være med til, at ændre en hverdag og gøre borger mere selvhjulpen. Dermed har borger opbygget en forventning om, at hverdagen bliver lettere i fremtiden, med det givne hjælpemiddel.

 

Det er vigtigt, at man som fagperson omkring borgeren, ikke øger denne forventning, men hele tiden sørger for, at gøre opmærksom på, at det kan være, at kommunen ikke tilslutter sig den løsning, enten med et afslag eller et alternativ.

 

Jeg har gang på gang haft vurderet borgere ud fra et fagligt perspektiv, og gang på gang har jeg i de seneste år oplevet at kommunen kommer med et alternativ, som ikke matcher borgers behov ud fra et fagligt synspunkt. Jeg oplever at kommunen underkender de lægefaglige og øvrige faglige vurderinger, på en måde der undrer mig.

 

Du får lige et par eksempler der selvfølgelig er anonymiserede, men er reelle oplevelser fra min hverdag.

Eksempel 1:

Sofie på 35 år har gigt i hænder og håndled, og arbejder som pædagog i en vuggestue. Det giver mange løft, og mange gange håndvask i løbet af dagen. Sofies har behov for en håndledsskinne som tåler vand og hyppig vask i løbet af dagen. Sofie har søgt om håndledsskinner i metal (sølv) som tåler vand, bliver hurtig tør og tåler sprit. Kommunen mener at Sofie skal anvende håndledsbandager i stof, da de giver god støtte. Men! Bandagerne er længe om at tørre efter vask, og kan ikke anvendes i vuggestuen, da de ikke kan sprittes af. Sagsbehandleren mener at Sofie bare kan tage bandagerne af når hun skal vaske hænder! – altså ikke en løsning, idet hun jo har brug for støtten når hun skifter børnene og ved øvrige hygiejne opgaver med børnene. Desuden vasker hun hænder konstant, så jeg vurderer det er en dårlig løsning. Håndledsbandager i stof er selvfølgelig væsentlig billigere end dem i metal, men holdbarheden og funktionaliteten i dem i metal er meget højere for Sofie. Men her har kommunen vurderet behovet ud fra økonomi frem for det nødvendige behov.

Eksempel 2:

Hans på 59 år har Raynaud (hvide fingre/dårligt kredsløb) og har store smerter i hænder og fødder, når han opholder sig uden for i køligt vejr. Han arbejder som postbud, og skal ind og ud af bilen mange gange i løbet af en arbejdsdag. Han har i samarbejde med lægen på specialafdeling på sygehus og terapeuterne der vurderet, at hjælpemidler med varme kan holde ham i gang i jobbet og lindre hans smerter og nedsætte risiko for skader på fingre og tæer. Han har derfor ansøgt om såler og handsker med varme i.

Når man har en sådan diagnose, er varme vigtig og mange har desuden nedsat følsomhed, så derfor der det vigtigt at hjælpemidlet er sikkert og at den tilførte varme ikke bliver for høj, da for høje varmegrader i kombination med nedsat følsomhed, kan give forbrændinger. Hans har pga. sin diagnose forsinket sårheling og dermed risiko for infektioner og desværre også risiko for koldbrand. I denne sag vurderer kommunen at Hans selv kan købe varmehjælpemidler og de henviser til nogle produkter som er uden medicinsk godkendelse (MDR). Hans beklager sig, men får at vide, at det er dyre produkter, når de skal være godkendte, og kommunen ikke mener at de har mulighed for at bevilge dem. Så endnu engang er det økonomien som er i spil.

Økonomien bliver det afgørende

Jeg synes det er kritisabelt, når det er økonomien som er afgørende og ikke den enkeltes behov. Behovet er primært med udgangspunkt i, at man kan klare en hverdag, og det er det som er mit udgangspunkt, når jeg vurderer en person i forhold til et tilbud eller i en sag, hvor en kommunen har bedt om en vurdering.

Derfor synes jeg, at det er trist, at der er en så stram økonomi i kommunerne, at det er afgørende for om det behov borger har, kan indfries. I flere tilfælde er behovet i relation til en jobfunktion, og derved en mulighed for borger at forblive i job. I andre tilfælde er det for, at en borger kan klare flest mulige opgaver, uden at skulle have hjælp fra andre. Man bør huske at for rigtig mange af os, betyder det rigtigt meget at vi klarer vores hverdag selv og er selvhjulpne. Alternativ vil for nogle blive, at der skal sendes en hjælper ud fra kommunen for at løse opgaven. Det kan i min optik ikke være billigere end prisen på et hjælpemiddel.

Jeg håber virkelig, at man ikke i fremtiden vil opleve at økonomi er afgørende for, om en persons behov for hjælpemidler kan dækkes, men at behovet dækkes ud fra en nødvendighed for at kunne klare hverdagen selv.


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar