Arm eller ben. Hvad er vigtigst?

Hvad er vigtigst; arm eller ben?

Oprettet d.

Hvad er vigtigst; arm eller ben?

Hvad er vigtigst; arm eller ben? 

 

Jeg oplever løbende, at der i forbindelse med sygdom og skade, ikke er ressourcer nok i det offentlige system til at træne både arm og ben og at der derfor, måske ubevidst, sker en prioritering. 

Det er vigtigt for alle at kunne komme fra A til B, og så vidt muligt, at man kan klare det helt selvstændigt. Men de funktioner som vi til dagligt klarer med selvfølgelighed, er nogle vi fra barnsben har øvet os i, for at blive gode til. 

Og kender du det – du har i lang tid ikke gjort en ting, som du gjorde som barn, fx stå på rulleskøjter, slå en kolbøtte, hinke eller lignende. Det kunne også være, at du tidligere var god til at spille klaver, men har holdt en lang pause, men du ved også, at for at komme i samme træningsform igen, kræver det rigtig meget øvelse. 

 

Hjernen er vigtig i genoptræningen

Det er det samme med f.eks. arm, ben og hånd, når der er sket en skade. Hvis man efter en senhjerneskade er blevet halvsidig lammet og kun prioriterer at genoptræne gangfunktionen, så glemmer armen og hånden deres basale funktioner og det bliver svært at komme i gang igen. 

Jeg oplever, at mange vænner sig af med at bruge en arm, hvis den er ramt af skade eller sygdom. Pludselig laver man f.eks. alt med højre hånd, og venstre “sidder bare der” og deltager ikke. ofte med den følgevirkning, at højre arm bliver så overbelastet, at det kan give smerter.  

Hjernen spiller en rigtig stor og vigtig rolle i dette. Hvis hjernen oplever at en arm eller et ben ikke bruges f.eks. fordi der er smerter, så passer hjernen på, at man ikke kommer til at gøre en bevægelse som giver smerter; “Brændt barn skyer ilden”. Og det er så medvirkende til, at det bliver svært at komme i gang efter rigtig lang tid. 

 

Det vigtige er derfor, at optræning er ligelig fordelt

 

Har man fx fået en blodprop eller hjerneblødning og den ene side er lammet, er det meget vigtigt at træning iværksættes hurtigst muligt, og at man prioriterer arm og ben lige meget. 

 

En historie som kunne være fra det virkelige liv:  

Sonja på 54 får en blodprop i hjernen for 6 måneder siden, og under indlæggelse og efterfølgende genoptræning prioriterede man, at Sonja kom op at gå, hvilket også er lykkedes så fint. Men hånden sidder nu i en stiv stilling og er svær at rette ud og svær at styre, og dermed bruge i daglige aktiviteter. Det er ikke til at sige om hånden havde været bedre med genoptræning - men den fik ikke chancen. 

 En anden historie som også kunne være fra det virkelige liv: 

Hans på 68 får en hjerneblødning. Hans hustru var opmærksom på at Hans skulle i gang med at træne, og fik Hans ind på et privat rehabiliteringscenter som har specialiseret sig i denne type patienter. Hans fik intensiv træning af både arm og ben og det startede umiddelbart efter hjerneblødningen. Hans fik hurtigt genoptrænet både arm og ben, og er nu tilbage på golfbanen 8 måneder efter og er i fuld vigør. 

 

Disse historier er kun eksempler på, hvor vigtigt det er med en ligelig prioritering. Velvidende at alle tilfælde er forskellige og udgangspunktet er forskelligt fra patient til patient, ønsker jeg blot at sige, at man ikke skal prioritere mellem arm og ben, men prioritere det lige meget og at man skal være intens og vedholdende i sin optræning, for at komme tilbage til en meningsfuld hverdag. 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar