Hvor meget og hvor længe er nok?

Indimellem har vi spørgsmål fra kolleger, men også patienter i Ergoklinikken, som spørger til hvor meget og hvor længe en person skal træne, både efter sygdom men også efter en skade.

Der er nogle få skader hvor vi har en rettesnor (f.eks. Sene skader og brud på knogler). Men der er altid en usikkerhed, som består i hvordan personens øvrige helbredstilstand og alder er.

Er det en ung person som ellers er sund og rask, og mentalt velfungerende, går det som regel nogen lunde efter bogen. Men er det en person som har andre sygdomme, eller hvor helbredet er dårligt f.eks. pga. misbrug eller dårlig ernæring, så er en opheling ofte af længere varighed. Er det en person som ikke er mentalt velfungerende, kan det også sætte en begrænsning for udviklingen.

Samtidig er det vigtigt, at kende til skaden og det væv som er skadet. Der er forskellig ophelingstid for de forskellige væv.

Forventningens udfordring

Det som også kan være udfordringen, er om patienten er tilfreds med resultatet. Det er derfor vigtigt med en forventningsafstemning, så man ikke sidder med en patient med urealistiske mål for en funktion efter en skade. Forventningen kan komme fra det man mener at have hørt hos lægen, hørt fra venner og bekendte eller læst.

HUSK at det er svært at sammenligne andres forløb!

Ingen er i tvivl om, at når en finger f.eks. er amputeret, at den ikke vokser ud igen. Man vil nok også med sin fornuft kunne regne ud, at håndfunktionen ikke bliver fuldt som den var før. Men når f.eks. en finger har været brækket, så har rigtig mange en forventning om fuld funktion igen. Udtrykket ”Det er jo bare en finger” høres ofte. Når man sammenligner med modsatte hånd, så forventer man at de vil se ens ud og kunne det samme.

Mange brud vokser fint sammen, og man vil ikke få følgevirkninger, men nogle brud er vanskelige at få på plads igen, nogle kræver en operation, for at få en god stilling igen. Og det er i disse tilfælde, at man ikke kan love den samme hånd som før. En operation efterlader altid ar, og disse dannes forskelligt hos den enkelte.

Det store puslespil

Desuden kan man se på et knoglebrud som et puslespil med flere brikker som skal sættes sammen. Her er det et puslespil med tredimensionelle brikker, og nogle af brikkerne kan være knust eller være så små at de ikke er til at få på plads. Så brikkerne vil blive lagt enten af lægen eller af naturen på en måde så de stadig indgår i helheden, men ikke passer 100%. Billedet af puslespillet vil været næsten som det var før, men denne ”næsten”, kan give en fejlstilling og en ændring af vinkler og dermed ændrede træk i vævet.

Ofte vil man opnå rigtig god funktion efter en skade, hvis man træner efter kyndig vejledning og holder sig til de restriktioner som er udstukket af lægen og/eller terapeuten. På et tidspunkt vil man kunne alt igen, men måske på en lidt anden måde, måske kan fingeren ikke strækkes helt ud, men man klarer dagligdagen og det hele fungerer som det skal.

Om en finger kan strækkes fuldt ud, eller et håndled kan bøje de samme grader som før skaden, er ofte irrelevant.

Det handler op at opnå det vigtigste nemlig funktion.

Det er yderst sjældent at man ikke vender tilbage til hverdagen – og det er yderst sjældent at man må opgive færdigheder og funktioner.

Meget ofte oplever jeg, at man ”lærer at leve” med den fejlstilling eller mangel.

For nogle kan det være det kosmetiske som giver en udfordring, og der kan vi for det meste kun hjælpe med arvævsprodukter til begrænsning af et ar. Ingen kommuner, sygehuse eller klinikker kan træningsmæssigt ændre en skæv finger. Hvis fingeren er skæv, må det lægeligt vurderes om det kan rettes uden at begrænse funktionen.

Hold motivationen oppe

En vigtig ting under en træningsperiode hvis man går hos en behandler/terapeut, er at man fra start undersøger og får et udgangspunkt for optræningen, og måler de begrænsninger skaden har givet. Og så løbende i behandlingsperioden måler på samme måde, så man kan se om den træning man anvender, har effekt eller om noget skal ændres. Disse målinger er vigtige, da de både giver motivation til patienten, men også viser om udviklingen går den rigtige vej. Når disse målinger stagnerer, er det man bør overveje om man når yderligere eller om man skal ændre i træningen.

 

Hvor meget og hvor længe er så nok?

Det vil altid være vanskeligt at sætte tid på, for det er altid ud fra et individuelt perspektiv. Behandlingsforløb kan være svære at sammenligne, fordi vi alle er individuelle personer. Dog er det vigtigt at man efter et endt behandlingsforløb hos en behandler, fortsætter med hjemmetræning for at vedligeholde den opnåede funktion.